Byskatte i Porto

Det tager aldrig lang tid før folk indser, at Porto er en ekstraordinær by. Måske står de langs Douro-floden i Villa Nova de Gaia - kvarteret er bygget og opretholdt af forstærket havnevin - fascineret af den måde, at Portugals næststørste by ligner en sprængby, med middelalderlige relikvier, skyhøje klokketårne, ekstravagante barokke kirker og storslåede beaux-arts bygninger stablet oven på hinanden, belyst ved at strømme aksler af sol.

Eller måske vil det være de rolige øjeblikke, der tager fat i dem: Douro's slash mod havnene, snaps af tøjlinjer, der tørrer i flodvindene, en enkems føtter mod brostenen, synet af unge elskere, der er sammenfaldende i hakket af en graffiti bombet væg klinker lyden af ​​vinglas under en fuldmåne.

Ja, Porto er en tumbledown og kunstnerisk, historisk og ung, vindrenket by, der kan gøre dig svag i knæ på hundredvis af forskellige måder. Overvej kun tre.

Natten er i live

Porto er en college by, og de smalle brosten gader lige nord for Rua das Carmelitas, især Rua Galeria de Paris, fyldes med unge natlige marauders til en all-out street party på varme sommernætter og i weekenderne hele året. Rockers og bohemians bunke ind i Plano B, hvor kunstgalleri og café på øverste etage er atmosfæriske og sociale, men den hyggelige kælder er kinetisk med international indie rock, DJs, performance kunst og engagerende teater.

Guerilla kunst

Måske er det en postmodern, evolutionær kunstcyklus, hvor byen vælger sine værdige, bjærgelige relikvier og lader gadekunstnere rette resten, men tredimensionelle skraver ses overalt i Porto, på garageporte, smuldrende gamle vægge, tomt glas og forsømt stuk. Her en stencilleret pilgrim; der en kæmmet bodhisattva. Der er ingen at komme rundt - når graffiti tolerance er så høj, bliver det en slags passiv fest. Og i Porto fortjener graffiti at blive fejret. Det er massivt, allestedsnærværende og spektakulært, især på metrostationen Lapa.